MENU

Posthusgrunden i Værløse Bymidte

Bymidten i Værløse er et velfungerende handelscentrum og var i 2006 f. eks. blandt de 5 nominerede til titlen ”Danmarks bedste handelsby”. Bymidten samler både specialbutikker, dagligvarebutikker og spisesteder, men der er også et bredt spektrum af kulturelle institutioner som biografen, biblioteket og byens flotte kulturhus ”Galaksen”.

Bymidten har en klar byrumsstrategi med belægninger i røde klinker og godt byrumsinventar. Udformningen danner et sammenhængende arkitektoniske udtryk mht. form og materialer. Der opnås et samspil mellem bebyggelse, belægning, beplantning og belysning.

Bymidtens seneste udvidelse var bebyggelsen på Stiagergrunden, som har afrundet Værløse gågade på en smuk skulpturel måde. På en sokkeletage, bestående af en Kvickly, er punkthusene i forskellig højde op til 6 etager placeret og en stor trappe fungerer som bindeleddet mellem gågaden og boligkvarteret. Den sidste ledige byggegrund i Bymidten er Posthusgrunden. En af Bymidtens svagheder er koblingen til stationen. Derfor skal udviklingen af Posthusgrunden skabe en kobling mellem stationen og den Røde Plads. Derudover vil det nye projekt være meget markant og synligt placeret i Bymidten og byggeriet vil fungere som landmark eller port for de mange mennesker som skal fra og til Bymidten med tog eller bus.

Som kombineret koblingspunkt og landmark har Posthusgrunden dermed to meget vigtige funktioner i bystrukturen.

Projektet tager udgangspunkt i denne analyse ved at nyopføre et attraktivt bolig- og erhvervsbyggeri på grunden. Med sin anvendelse og sit arkitektoniske udtryk understreger vores byggeri Bymidtens funktion som et attraktivt centrum for områdets borgere. Projektet styrker det øvrige handelsliv og borgernes lyst til at bruge byen aktivt.

Trafikalt er bebyggelsen beliggende umiddelbart ved S-station (10 minutters drift) med 29 minutter til Nørreport station.

Projektet forventes at indeholde:

  • Ca. 40 boliger fordelt på arealer mellem 75 og 125m2
  • Ca. 1000m2 erhverv (Butik og/eller lægehus)
  • Cafe
  • Parkeringskælder med 50 til 60 pladser

Alle niveauer bliver betjent af elevator

Byggeriet lægger sig som udgangspunkt som en randbebyggelse langs med vejene Bymidten og Hareskovhvilevej, sådan at byrummet får en klar rumlig definition.

Bygningskroppen varierer i højden. Det højeste punkt placeres på hjørnet af Bymidten og Hareskovhvilevej hvorfra bygningen nedtrapper til en hhv. 3 og 4 etagers højde. Med denne bearbejdning af bygningskroppen, varieres højden i relation til de omkringliggende bygningshøjder, afstande og vejbredder.

Bygningen danner en frisk “skyline” og bliver til et nyt landmark der byder velkommen til Værløse, samtidigt med at dens volumen indpasser sig naturligt og respektfuldt i de omkringliggende bygninger.

For at flette bygningen ind i byrummet, er bygningsbasen let roteret, så der opstår pladser, nicher og halvtag, der danner en attraktiv kantzone.

Ligeledes har bygningen, i de overliggende etager, en række viftende tilbagespring, som strukturerer og nedskalerer bygningskroppen, så den fremstår let og venlig. Samtidigt danner forskydningerne i voluminet og facaderne større terrasser til beboerne.